BApps lanceres som app'en "Biblioteket"

Et nyt open source produkt fostret af TING er klar til landets biblioteker.

App’en “Biblioteket” er udviklet i BApps projektet med deltagelse af bibliotekerne i Viborg, Kolding, København og Aarhus. Redia ApS er leverandør. BApps er et TING projekt støttet af Kulturstyrelsens udviklingspulje, og netop med det sigte at give alle biblioteker mulighed for at kunne tilbyde deres brugere en moderne app udviklet til fællesskabet. App’en findes allerede nu i App store til iPhone og iPad. Android versionen forventes testet og klar ultimo juni.

DDB har valgt at tilbyde ”Biblioteket” som en del af DDB basis-pakken. Hvis du er gået glip af nyheden fra DDB, kan du læse den her.

App’en bliver det håndgribelige resultat af BApps projektet. Udover selve app’en, har projektet fået koden frigivet som Open Source, samt defineret et feed format så bibliotekernes CMS systemer kan aflevere indhold til app’en.

Aarhus og Randers er de første biblioteker der kan lade deres brugere anvende app’en, men flere er på vej. Læs mere her og se om dit bibliotek har mulighed for at komme på nu.

Hvis du har yderligere spørgsmål er du også velkommen til at kontakte projektleder Carsten Kaa (cmkaa@aarhus.dk), ITK, Aarhus Kommune.

APP'ENS FEATURES

SØG OG RESERVER: Brugeren kan søge i bibliotekets mange materialer. Søgeresultatet kan filtreres, så søgeresultatet deles op i forskellige materialetyper. Det angives i app'en om et givent materiale er hjemme eller udlånt.

MATERIALEVISNING: De fremsøgte materialer præsenteres med titel, cover, forfatter, resume/indhold, år, klassemærke og sprog. Fremsøgte materialer kan reserveres via app'en. 

MERE OM: De fremsøgte materialer beriges i app'en med "Anmeldelser", "Om forfatteren", "Andre har også lånt", "Andet af samme forfatter" og "Del af en serie". 

OVERBLIK OVER LÅN OG RESERVERINGER: App'en servicerer brugeren med en oversigt over aktuelle hjemlån samt information om, hvornår hjemlånte materialer skal afleveres. Lån kan fornyes i app'en. Brugeren får desuden en oversigt over reserverede materialer samt information om, hvor og hvornår materialet er klar til afhentning. 

NYHEDER OG ARRANGEMENTER: App'en viser nyheder fra biblioteket. Biblioteket kan knytte materialeliste til en given nyhed. I app'en vises desuden en oversigt over bibliotekets kommende arrangementer herunder dato, tid og afholdelsessted. 

ÅBNINGSTIDER: App'en servicerer med åbningstider for alle bibliotekets filialer, herunder visning af hvornår en given filial er bemandet/ubemandet. Der vises endvidere kontaktoplysninger og link til kort. 

SCAN: Ved at scanne et biblioteksmateriales stregkode med app'en kan materialer nemt indlæses (svarende til at finde frem til bogen via søgefunktionen).