Bibliotek.dk.TING - ding.TING valgt som fremtidens platform til bibliotek.dk frontend
Styrelsen for Bibliotek og Medier og DBC har aftalt, at fremtidens platform for bibliotek.dk´s frontend skal basere sig på ding.TING. Mere konkret skal bibliotek.dk basere sig på den nye core version af ding.TING, der releases dette efterår ovenpå Drupal 7. På denne måde kommer den nationale løsning og de lokale løsninger til at spille aktivt sammen og dén synergi, der i den forbindelse kan opstå, er en af de meget væsentlige resultater af udviklingsarbejdet i TING samt en fremtidsorienteret beslutning i Styrelsen. Dette har naturligvis et meget vigtigt DDB-perspektiv og samler i realiteten en række udvikliningsprojekter op, som Styrelsen har medfinancieret. Projekter som "Spørgetjenester-ny platform" og BSD-VoxB er eksempler på projekter der udover et servicelag, der kan tilgås af alle, også har etableret Drupal 7 moduler, der er egnet til integration på både et nationalt og et lokalt niveau.
Bibliotek.dk migreres i denne tid til SOA og Open Source i vid udstrækning baseret på udviklingen i TING. Nu skal der så også etableres et udviklingsprojekt, der ovenpå ding.TING 2.0 kommer til at realisere den nye nationale grænseflade, der allerede idag har et meget stort antal bruger, der dagligt anvender bibliotek.dk til at søge information, bestille materialer, mv. Den udvikling vil efter TING council´s opfattelse skulle udmøntes i et nyt selvstændigt udviklingsspor. Løsningen i den nationale grænseflade vil et langt stykke henad vejen kunne genanvendes lokalt, så vi forventer at ding.TING Core Team og Transition team kommer til at tage stilling til en række spændende og anvendelige moduler, der fremover vil berige TING-bibliotekernes hjemmesider og søgegrænseflade.
Bo Weymann,
medlem af TING Council