Frederiksberg Bibliotek er ny TING partner!

TING kan med glæde præsentere Frederiksberg Bibliotek som ny partner i communitiet. Vi har længe været i dialog med Frederiksberg, og vi er rigtig glade for at de har valgt at indgå partnerskab med TING og deltage i samarbejdet om at skabe bibliotekernes fremtidige webservices, herunder CMS systemet Ding.

Frederiksberg fortæller følgende om sine forventninger til TING-samarbejdet:

"TING er et af de mest visionære projekter indenfor biblioteks-sektoren. Vi er glade for at være en del af open-source udviklingen og vil bidrage til at danske borgere får verdens bedste digitale bibliotekstilbud.

Personaliseret indhold har særligt vores interesse. Idéen med personalisering er, at sætte den enkelte bruger i centrum for formidlingen og pushe indhold, der er relevant for vedkommende. I samarbejde med andre TING-biblioteker har vi søgt Styrelsen om midler til udvikling af personaliserings-lag til TING-hovedsporet, hvori personaliserings-moduler implementeres.

Vi ser frem til at samarbejde med de øvrige TING-biblioteker om udvikling af fremtidens digitale bibliotekstilbud – i første omgang ding.TING 2.0 interface."

Som Frederiksberg Bibliotek giver udtryk for, er der en ny hjemmeside på tegnebrættet, og man vil i den kommende tid arbejde benhårdt på at komme videre i udviklingsprocessen.

"Frederiksberg Biblioteks nye webside fkb.dk, baseres på ding.TING version 2.0. Derfor ønsker vi at være med til at sætte skub i udviklingen af ding.TING 2.0 interface og bidrage til kravspecifikation. Vi er allerede i gang med at udarbejde konceptbeskrivelse for ny fkb.dk og har forhandlet med mulige leverandør-partnere"

TING ønsker Frederiksberg velkommen i communitiet, og vi ser frem til at følge deres arbejde med at skabe en ny fantastisk ding.TING hjemmeside.