Hvor er T!NG på vej hen?

Hvor er TING på vej hen?

Der sker rigtig meget i TING for tiden.  Det såvel på de ”indre” linjer som i periferien, hvor der særligt i forhold til Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) er stor aktivitet i definitionen af, hvad det nu skal blive til.

Vi startede med 2, og er nu 20 kommuner, der på forskelligt niveau har taget TING til sig. Nogen er allerede ”all-in”, hvor andre forholder sig afventende. Rødovre og Randers lancerer nye hjemmesider i løbet af de næste par uger, og flere er på vej.

Når man ser lidt tilbage, må vi erkende, at TING communitiet kunne have været bedre til at kommunikere om igangværende udviklingsplaner, om hvorlangt vi er kommet, og om hvor TING er på vej hen.  

Vi har haft travlt – Rigtig travlt.  Først med at rejse landet tyndt, og fortælle om TING konceptet, og senere med at få vores hjemmesider og andre services til at fungere optimalt.

Og endnu er vi ikke i mål. Den nuværende version af ding.TING (hjemmesidesystemet) er struktureret på en måde, som ikke helt understøtter nye biblioteker der skal have oprettet en hjemmeside. Det skal der ændres på, så det bliver problemfrit at oprette en ny hjemmeside til sit bibliotek.

I mellemtiden er der og kommet en ny version af den Drupal platform som ding.TING baserer sig på, en version der indeholder en masse ny funktionalitet, som vi gerne vil arbejde med.

Da der efterhånden er så mange kommuner med, er det nødvendigt at vi understøtter de processer der skal til for at man kan være kørende med en ny hjemmeside uden det store ressourceforbrug. VI har derfor valgt at igangsætte et intensivt udviklingsspor, som samtidig opgraderer ding.TING til den nye version af Drupal (7).

Resultatet skal være en ny og driftsklar version af ding.TING – En kerne som skal levere en struktureret og let håndterbar hjemmeside til alle biblioteker der måtte ønske det, og til alle de leverandører, der ønsker at videreudvikle, sælge, drifte og supportere hjemmesider til bibliotekerne.

Udviklingen i de kommende måneder har betydning for alle TING-partnerne. For os der allerede har en ding-baseret hjemmeside kørende, skal vi forberede os på, at migrere over på den nye version, forventligt henover sommeren.

For de biblioteker der lige nu arbejder på en ding hjemmeside vil der være behov for dialog, så vi sikrer at der ikke er biblioteker, der laver udvikling, som også laves i den nye version.

Endelig må det – for de biblioteker der endnu ikke er gået i gang med nye hjemmesider – give anledning til overvejelser om hvorvidt man måske burde afvente den nye version.

Nogen har måske allerede hørt om Artesis, som DBC har lanceret såvel i Perspektiv som på www.artesis.dk. Artesis bygger på ding.TING og er DBC’s tilbud om en TING-baseret hjemmeside incl. support, hosting m.v., en ydelse mange biblioteker har efterspurgt. Som jeg læser det er Artesis også generelt produktnavn for en lang række andre produkter fra DBC – måske en slags konceptualisering af de biblioteksrettede ydelser, der skal give sammenhæng.

Jeg synes det er fremragende, at leverandører begynder at basere deres produkter på TING, og jeg håber at flere andre vil komme til. Ikke blot i forhold til hjemmesider, men i høj grad også i forhold til andre services og formidlingsgrænseflader, der kan fremstille de mange ressourcer der allerede ligger i TING brønden, som nu altså også hedder Artesis Databrønd – ”Kært barn …….”!!!

Artesis og andre produkter der måtte komme, er således ikke konkurrenter til TING. Tværtimod er de netop udtryk for noget af det vi har forsøgt at skabe. Det er produkter, der baserer sig på TING – på den udvikling der er lavet og på de tanker og principper der knytter sig til konceptet.

 

Bo Fristed

TING Council