Månedens Bibliotek - Billund

TING har netop sendt sit første nyhedsbrev ud, og i den forbindelse præsenterer vi Månedens Bibliotek. I denne måned vil vi gerne henlede jeres opmærksomhed på Billund Bibliotekerne. Billund har en særlig interessant TING-historie, der illustrerer open source fællesskabet på fineste vis.

I artiklen "Det er ikke altid nemt at være lille, men det hjælper at være i godt selskab" fortæller webmaster Mette Kulmbach om Billunds erfaringer med at blive T!NG-Bibliotek

Det er ikke altid nemt at være ”lille”, men det hjælper at være i godt selskab!

Af Mette Kulmbach

Det er egentligt hovedbudskabet i Billund Bibliotekernes samarbejde med andre TING biblioteker.

En hurtig opstart!

I december 2010 fik biblioteket ny chef og i slutningen af måneden gik vores Ding hjemmeside online. Siden var ikke færdig fra starten, men da vores daværende leverandør truede med at lukke for vores hjemmeside skulle der ske noget. Grunden til at vi kunne starte så hurtigt op er takket være Ding teamet og TING Community samarbejdet. Vi høstede så at sige frugten af alt det udviklingsarbejde samarbejdet stod bag. Vi skylder stor tak til alle de folk, som villigt stillede deres viden til rådighed og svarede på alle mulige spørgsmål.

Billundbib.dk har nu været i luften i mere end et år.

Genvej til design via en klon

Vi valgte ikke selv at starte fra bunden med at planlægge, designe og udforme en ny hjemmeside. Vi fik en klon af Københavns Biblioteks hjemmeside. Her sparede vi en masse tid og penge på design. Vi benyttede os af Reload til at lave en del af det praktiske m.m. Klonen blev tilrettet med vores logo, og så var det bare med at fylde indhold på. Vi købte et nyt certifikat og fik hostet vores hjemmeside hos DBC. Til sidst var det bare at få vores domæner til at pege på vores nye ipadresse og så var vi online. Jeg kan til en hver tid anbefale, at man bruger en klon fra et andet biblioteks hjemmeside. Jeg har kun gode erfaringer med vores.

Drift, dagligdag og erfaring

Hvad er så erfaringen med en Ding hjemmeside? Den er mere arbejdskrævende end et typisk cms system. Som ”ikke” nørd inden for php m.m har jeg måtte kæmpe en del for at sætte mig ind i mange ting. Oplevelsen har til tider været frustrerende men også meget spændende. I det store hele er sitet meget stabilt, og har ikke oplevet de store nedbrud. Som følge deraf benytter jeg Reload til de tunge opgaver. Fx opdateringer, indlæsning af moduler, opsætning af ting jeg ikke selv kan finde ud af m.m.

Hvordan oplever kunderne siden?

I det store hele oplever jeg, at kunderne har taget godt imod siden. I en periode linkede jeg til vores ddelibraweb. Nu er linket væk på godt og ondt. I mit daglige arbejde har jeg stor kundekontakt, og får en del input fra brugerne. Jeg forstår godt folks frustrationer over den måde det nye søgesystem søger, fremviser poster samt søgeresultater. Jeg glæder mig rigtigt meget til version 2 af Ding CMS'et. Tilsvarende handler det også om tilvænning, og at folk skal vænne sig til noget nyt. Det at søgningen og hjemmesiden er integreret giver mange fordele nu og på sigt.

App til mobil

Som et lille bibliotek er vi stolte af at kunne tilbyde vores kunder en lige så god service som på de store biblioteker. Det kan vi gøre takket være andre ding.ting biblioteker, der har samarbejdet omkring mobil.ting, og udviklet en app de stiller gratis til rådighed.

Place2book

En anden ting vi er startet på er place2book modulet som Ewan fra Vejle Bibliotekerne har udviklet. Her en klart arbejdsbesparende funktion i vores dagligdag. Vi skal bare taste vores arrangementer ind på hjemmeside, så oprettes der efter eget valg et arrangement i kulturnaut + et link til place2books billetsystem. Smart!

Visning af film

Vi har mange andre planer. Fx er vi ved at indgå et samarbejde omkring visning af film og lydklip fra vores lokalarkiv. Om vi vil benytte youtube eller andre leverandører er noget fremtiden vil vise. Vi tager gerne imod tips fra andre. Hvis andre har lyst til at deltage er de også meget velkommen.

Til alle biblioteker der er i tvivl om hvad i skal vælge

Jeg bliver kontaktet af mange biblioteker som står over for at skulle vælge mellem Ding, Arena eller anden hjemmesideløsning. Spørgsmålene er mange, men en stor fællesnævner er usikkerheden, om hvorvidt de selv kan finde ud af at drive et Ding site. Jeg kan kun sige, at vi aldrig har fortrudt at Billund valgte Ding. Jeg er rigtigt glad for at vi sprang ud i det og tog chancen. Husk på, der findes ingen perfekte systemer eller hjemmesider. Alt udvikling koster uanset hvilken løsning man vælger. Fordelen ved Ding og udviklingsfællesskabet er, at man som bibliotek ikke er stavnsbundet, at man kan vælge mellem flere leverandører og ikke kun binder sig til en.

TING er et unikt udviklingsfællesskab mellem biblioteker og leverandører, som genererer masser af idéer, hvoraf mange hurtigt bliver til virkelighed. Dette er netop pointen med TING samarbejdet: ”At høste, at finde på og give videre til andre”

 Læs mere om Billund her