TING går nye veje, men bliver på sporet!

Det er ved at være en realitet, at en stor del af de mangeartede produkter og projekter TING har arbejdet med igennem årene, nu konsolideres og distribueres gennem DDB. Det gælder f.eks. DDB CMS, der er baseret på ding2tal, som 12 kommuner har deltaget i og bidraget til udvikling af, og som i den kommende tid rulles ud til – indtil videre – 70 kommuner. Det har også gjort det muligt for DDB, at kunne tilbyde BAPPS – en helt frisk og moderne Smartphone App der giver adgang til bibliotekernes mange tilbud og ressourcer. Alle 98 kommuner for BAPPS rullet ud i de kommende måneder. Finurlige Fakta og BPI er andre eksempler på services, der er optaget i DDB-familien.

Andre produkter er ikke adapteret af DDB. De forbliver og udvikles fortsat i TING-regi. Det f.eks. Indholdskanalen, vores fælles storskærmsværktøj, som nu er klar til at blive sat i drift,  eller BibOS2 – vores OpenSource styresystem til publikumsmaskiner, udviklet i et samarbejde mellem Silkeborg og Aarhus, og pt. installeret på næsten 300 maskiner.

Som det tidligere er beskrevet her på siden, er TING en integreret del af DDB og omvendt. Det kommer bl.a. til udtryk ved at DDB er repræsenteret i TING Council, at en TING-repræsentant er koordinator på den tekniske håndtering af Core i DDB CMS, samt at TING har en repræsentant med i DDB’s Infrastrukturgruppe.

Således vil TING også i fremtiden arbejde ihærdigt for en fortsat udvikling af vores fælles platforme, nye services og applikationer, ligesom vi vil sikre, at der findes versioner af den fælles porteføjle tilgængelig som OpenSource.

Men TING går også nye veje. Vi har udviklet services, som kan ses mere bredt i en offentlig kontekst, og som vi ønsker at brede ud. Det er f.eks. Indholdskanalen, som vi allerede er i gang med at udvikle til et værktøj der kan bruges bredt i kommunerne, og som givetvis også bliver grundlaget for det system, der skal styre wayfinding i DOKK1 i Aarhus.

Men vi vil i fremtiden også udvikle services der ikke nødvendigvis har udspring i bibliotekssektoren. b7 – et dynamisk værktøj til realtidsmåling af brugertilfredshed, der grundlæggende handler om at giver borgerne en direkte og hurtig mulighed for at give deres besyv med i.f.t. forskellige offentlige services – er på trapperne, og bliver publiceret via TING som OpenSource.

VOPROS – en support/spørgetjeneste, der allerede er implementeret på bl.a. Biblioteksvagten, ses også som en OpenSource service der tænkes udenfor bibliotekssektoren.

LOOP - en service der skal understøtte videndeling på tværs af temaer, systemer, afdelinger m.v., og ULF - en teknisk løsning til aggregering of formidling af børnekulturarrangementer, er andre eksempler på services der er undervejs i den nye sammenhæng. 

Så fremover vil vi i TING brede vores fokus til nye kommunale/offentlige områder, men naturligvis med fastholdelse af de principper der har båret vores arbejde hidtil.

Vi i gang med at skrive en ny strategi for TING, som også betyder at vores styringsmodel justeres. I løbet af foråret inviterer vi til stormøde, hvor vi udover at præsentere den nye strategi, åbner op for yderligere deltagelse i TING council.

Vi glæder os til den nye drejning af TING og ser frem til masser af spændende opgaver i fremtiden. 

 

Mange hilsner

Bo Fristed

TING Council