TING - lige nu og i fremtiden!
7. juni 2010
Siden København og Århus lancerede deres hjemmesider baseret på ding.TING og Brønd.TING er det gået stærkt. De forskellige moduler i hjemmesiden er fejlrettede og konsoliderede, så de er generiske og robuste og klar til at andre biblioteker kan hente og bruge dem – frit og kvit.
Integrationen til bagvedliggende systemer som f.eks. bibliotekssystemet, DIBS og KPI Indeks fungerer gnidningsløst. Søgningen er stærkt udvidet, så brugerne nu - i lighed med Google – via ét søgefelt kan alt det, de tidligere skulle via den ”avancerede søgning” for at kunne – og mere til. I løbet af den kommende tid vil en helt ny rankering blive slået til, hvorefter næste version af værkvisningen kommer på tegnebrættet. Kommende kilder i Brønden er netmusikalbumposter og trackposter. Og endelig er der gang i formidlingen via mange blogindlæg fra bibliotekets ansatte.
Brugerfeedback og fokusgrupper
Vi har fået mange tilkendegivelser fra vores brugere, som kommer til at danne baggrund for den videre udvikling af hjemmesiden. Således er der sat en proces i gang med etablering af fokusgrupper og beta-testere, så vi hele tiden inkluderer vores brugere behov og ønsker i den videre udvikling.
Flere og flere tilslutter sig
Flere og flere biblioteker ønsker at være med i ding.TING, det åbne community, hvor biblioteker, brugere og leverandørpartnere sammen skaber fremtidens webbaserede biblioteksservices.
Udover de eksisterende partnere er vi bl.a. i god dialog med Fredericia samt Aalborg og Odense, som hver for sig repræsenterer ganske mange biblioteker.
De eksisterende partnere er nu Gentofte, Kolding, Aabenraa, Helsingør, København og Århus.
TING i fremtiden
Roadmappet for det næste års udvikling er i disse dage ved at blive lagt fast og indeholder bl.a. mobil-site, personalisering med kobling til sociale services på nettet, samt en eller flere services, der vil gøre det muligt for biblioteker og brugere at dele viden og inspiration på tværs af kommunegrænserne.
TING baseres også i fremtiden på en åben teknisk platform og tekniske rammer, der understøtter ejerskab og innovation, og dét sikrer, at nye services og funktioner lever op til de krav om åbenhed og synlighed, der ligger i fremtidens digitale bibliotek!